Inden du overhovedet begynder at overveje, hvad dine malerier skal koste, er det vigtigt at have styr på de grundlæggende rammer omkring dit kunstneriske arbejde. Prisfastsættelse handler ikke kun om tal, men også om hvordan du fremstår som kunstner, og hvordan dit arbejde kan forstås og placeres i et marked.
Denne artikel giver et realistisk og nøgternt overblik over, hvad der påvirker prisen på et maleri, og hvordan du kan forholde dig til prisfastsættelse – uanset om du er helt i begyndelsen eller på vej mod et mere professionelt niveau.
Før prisfastsættelsen: fremstå professionel
Før du sætter en pris på dine værker, bør du have styr på nogle grundlæggende forhold, der har stor betydning for, hvordan dit arbejde opfattes udefra.
1. Kend din målgruppe
Det er afgørende at vide, hvem du i praksis henvender dig til. Er dine potentielle købere samlere og kunstinteresserede med erfaring i at købe kunst, eller er det privatpersoner, der ønsker et originalt værk til hjemmet? Målgruppen har betydning både for prisniveau og for, hvor og hvordan du bør vise og sælge dine værker.
2. Opbyg en portefølje
En portfolio dokumenterer dit arbejde og gør det muligt for andre at vurdere kvalitet, stil og sammenhæng i din praksis. Den bør indeholde billeder af dine værker samt en kort beskrivelse af dit kunstneriske fokus og arbejdsmetode. En sammenhængende portefølje signalerer seriøsitet og kontinuitet.
3. Udarbejd et kunstnerisk CV
Et CV med udstillinger, uddannelse, medlemskaber, kunstgrupper og eventuelle legater eller bestillingsarbejder er med til at placere dig fagligt. Anerkendte udstillingssteder og institutionelle sammenhænge har direkte betydning for, hvad du realistisk kan tage for dine værker.
4. Synlighed og formidling
Synlighed er en forudsætning for salg. Det kan være gennem egen hjemmeside, sociale medier, udstillinger eller samarbejde med gallerier. Uanset platform er det vigtigt, at dit arbejde præsenteres konsekvent og professionelt.
Hvad kan jeg tage for mine malerier?
Hvis du er helt nystartet og endnu ikke har opbygget en tydelig stil, udstillingshistorik eller dokumenteret praksis, vil dine priser typisk ligge lavt. I denne fase sælges værker ofte til venner og bekendte, og prisen vil ofte svare til materialeomkostninger eller ligge tæt derpå.
I modsætning til mange andre typer arbejde kan prisen på kunst ikke reduceres til en ren timebetaling. Det er ikke antallet af timer, men værkets kvalitet, udtryk og format, der i sidste ende afgør dets værdi for køberen.
Samtidig er det værd at være opmærksom på, at meget lave priser kan virke mod hensigten. For mange købere – særligt dem uden stor kunstfaglig erfaring – forbindes ekstremt lave priser ofte med lav kvalitet.
Objektive prisfaktorer
Når du fastsætter prisen på et maleri, bør du tage udgangspunkt i faktorer, der kan forklares og forsvares. Det giver sammenhæng i din prissætning og gør det lettere for både dig selv og køberen at forstå prisniveauet.
Materialer spiller en væsentlig rolle. Lærred, papir, maling, rammer og andre forbrugsmaterialer varierer meget i pris og holdbarhed, og dette bør afspejles i prisen. Køber du fx dine lærreder hos Harald Nyborg, eller spænder du selv kvalitetslærred på dyrtkøbte rammer? Bruger du pigmenttætte malinger? Disse vil jo forøge dine egene udgifter, men også højne kvaliteten af værket.
Format og størrelse er ligeledes centrale faktorer, da større værker kræver flere materialer, længere arbejdstid og ofte mere besvær i forhold til transport og opbevaring.
Teknikken har også betydning. Komplekse eller tidskrævende processer, opbygning i mange lag eller særlige tekniske greb øger produktionsomkostningerne. Arbejdstiden kan ikke stå alene som prisgrundlag, men det er vigtigt at have kendskab til, hvor meget tid et værk faktisk kræver, for at sikre en bæredygtig praksis. Fx. vil et akvarelmaleri formodentlig være biligere end et værk i olie på lærred. Som udgangspunkt, vil sidstnævnte være væsentligt mere tidskrævende end første.
Prismetoder i praksis
Der findes flere velkendte måder at arbejde med prisfastsættelse på, og mange kunstnere kombinerer dem.
En metode er timebaseret prissætning, hvor arbejdstid og materialer danner udgangspunkt for prisen. Det kan give overblik, især i begyndelsen, men bør sjældent stå alene. Som tidligere skrevet, er det slet ikke sikkert, at du kan “hive” en timeløn hjem i starten.
En anden, og meget ofte anvendt tilgang, er størrelsesbaseret prissætning, hvor prisen fastsættes efter værkets format, for eksempel gennem faste størrelsesintervaller. Det skaber sammenhæng i priserne og gør dem lettere at forstå for køberen.
Markedsbaseret prissætning tager udgangspunkt i, hvad kunstnere på tilsvarende niveau og med lignende praksis tager for deres værker. Her spiller udstillingssteder, salgskanaler og efterspørgsel en væsentlig rolle, og priserne justeres over tid i takt med kunstnerisk udvikling.
Vejledende prisniveauer for begyndere
Billedkunst er ikke en standardvare, men priser fastsættes ofte med udgangspunkt i medie og størrelse. Akvareller vil for eksempel typisk ligge lavere end oliemalerier på lærred.
For kunstnere, der er helt i begyndelsen og sælger deres første værker, kan følgende prisniveauer bruges som grov orientering:
Små værker, op til ca. 40 × 40 cm: 800–1.600 kr.
Mellemstore værker: 1.200–3.000 kr.
Store værker, over ca. 1 meter: 4.000–7.000 kr.
Disse tal er selvfølgelig ikke regler, men pejlemærker. I sidste ende er det altid dig, der fastsætter prisen på din kunst, og den bør justeres i takt med din erfaring, dit niveau og den efterspørgsel, dine værker møder.





